Roadtrip - Fraklip ...

To-go kaffen er hentet, børnene leger stilfærdigt på gulvtæppet ... Klar til hjemrejse? Næsten - for der mangler jo at blive gjort status!
Vi har set og oplevet meget. Det har vi berettet om i 2 måneder (plus det løse). Det vi ikke har fortalt om er jo nærmest at betegne som en slags ferie-fraklip, ting vi er lidt trætte af at have oplevet eller ting vi gerne ville have oplevet, men som af en eller flere naturlige årsager ikke kunne arrangeres.
Inden turen lavede vi alle 4 en liste over ting, vi rigtig gerne ville se eller opleve. Eftersom jeg havde flest realisérbare mål har jeg også fået flest af mine ønsker opfyldt. Dernæst kommer Calle og Maya. Jacob har åbenbart set sig selv som en vagabond med et kraftigt behov for lurvede omgivelser, for mange af hans ønsker lod sig ikke helt gøre pga flertallets krav om et minimum af luksus. Fx kom han ikke til at bo på Skid Row, Los Angeles, i en indkøbsvogn i en uge sammen med Niels, (mens Lene og jeg kørte rundt i cabriolet iført lejede kostumer fra nærmeste udklædningsbutik). Han fik heller ikke prøvet en seng, hvor man kan kaste mønter i, så den vibrerer... SÅ billige hoteller kunne vi ikke nænne at indlogere børnene på! Han fik heller ikke set Amish-mændenes skæg på nært hold. Det er delvist Irenes skyld: Vi var nødt til at tage så tæt på NY som muligt, for at køre mindst muligt rundt. Så byen Intercourse må vente ... Indianer-reservaterne som Jacob også gerne ville ud og være en del af på den "Sølvpil-Falk-Tinka-Månestråle"- agtige måde, blev han selv ved med at køre forbi frakørslerne til.
Niagara Falls må også vente, selvom jeg gerne ville have et sidste flueben på min liste, så måtte Jacob melde ud at han ikke orkede at køre derop ... Vi gemmer vandfaldet til vi tager endnu en tur i "USA-hjulet" (New England og Canada).
På grund af kø-træthed og groteske billetpriser på alt i Florida, måtte Maya sige See you later - Seaworld ... Køerne i Universal Studios var for lange til, vi orkede endnu en forlystelsespark.
Jeg fik aldrig prøvet en skydetime. Temmeligt ærgerligt, men det virkede sådan lidt anmassende at trænge sig på i et klubhus, hvor alle, undtagen en selv, har håndvåben eller noget værre, og så stædigt insistere på at man gerne lige vil prøve at skyde, fordi man selv tror man er Lara Croft-agtig god til at ramme. (Jeg har indtil nu bevist, at jeg ikke kan bikse en papgris ned med en terning på 60 cm. afstand).
På den kulinariske liste kan jeg tilføje, at jeg stadig ikke har smagt squash-blomster ... Jacobs ønske om at se en tornado blev - heldigvis - ikke til noget. Til gengæld fik han så set, hvad en orkan kan gøre mod en freeway. Han fik heller ikke set en rigtig vindheks, kun nogle tarvelige wannabe vindhekse i form af 3 totter tørret græs i New Mexico.
Vi har undervejs erhvervet os en hel del ting, men noget er også gået tabt. Og her er Calle hårdest ramt. I New Orleans så vi hans Nintendo for sidste gang. (Måske er den i bunden af en af kufferterne eller måske er den faldet ud af bilen?) I Wallace, Idaho, skete, det vi havde svoret ikke måtte ske: Vi glemte hans "Elskede Tæppe". Mange har ved selvsyn set, hvor nært knyttet han var til den efterhånden temmeligt slidte klud (som Maya fik i barselsgave af Kirsten Buttle ... Tæppet er altså ældre end Calle). Vi var for langt væk til at vende om, da vi opdagede det, og købte derfor straks et nyt og mere "modent" tæppe (med Cars-motiver) og lod så ellers som om vi ikke vidste, hvad han mente de 2 gange han spurgte efter sit tæppe. Vi rakte ham det nye hver gang - nu spørger han ikke mere efter den gode snip. Han var helt klar til at slippe det - er vi sikre på. Derudover glemte vi en af hans malebøger på Hard Rock Cafe, Detroit.
Det er lidt et ekstra fraklip at Calle har været ramt af hidsighedsanfald temmelig tit og nogen gange har det resulteret i hurtig exit fra fx restauranter. Andre gange har vi siddet musestille på hotelværelset og afventet en banken på væggen, der skulle indikere at vi godt måtte dæmpe os en hel del. Hans yndlingsreplik har været "Ej! Ih, så kan vi ikke nå at lege!!!" efterfulgt af et kast med egen krop mod et møbel, som oftest en seng, da de fleste hotelværelser har været sparsomt møbleret.
Maya har vist sig som lidt af en ludoman. Hun havde nærmest fråde om munden i Las Vegas ved tanken om de bamser, hun havde chancen for at vinde.
Min telefonforbindelse har været væk i 2 måneder nu. Faktisk har det været ganske fint ikke at kunne spamme folk med sms-beskeder hvert andet øjeblik. Men det har ikke været rart ikke at blive spammet med folks beskeder - (pludselig er man kommunikativt udfordret og Facebook bliver ens livline.)

Den Endelige Konfrontation /// New York City, New York

Elvis /// New York City, New York

10517 miles /// 16925 kilometer

New York er en god by at starte i - og en fandens god by at slutte i.
Efter knap 17.000 kilometer i bil rundt i USA er det vel på tide at at tage stilling til Chars spørgsmål fra tidligere i dag: "Hvorfor kan man egentlig ikke få Faxe Fad derhjemme længere?"
Jeg ved det ikke. Jeg ved det simpelthen ikke.

En ældre mand i striktrøje i blege rosa-farver kigger på mig og udbryder: "Gorgeous!" Han virker lidt for fornøjet. Måske har han skævet til Calle i klapvognen.
Ved ikke, hvad der - når alt kommer til alt - er mest klamt ...

En guld-corvette og en fjernstyret tarantel i dag. Børnenes absolut sidste indkøb. De synes rent faktisk at acceptere dette faktum ... Måske fordi de nu er opmærksomme på, at deres farmor har lånt en trailer for at overhovedet kunne hente os (inklusiv bagage) i lufthavnen på fredag.

Efter at have været med Calle oppe i Empire State Building er der frokost på Heartland Brewery. Indian River Light, Cornhusker Lager, Harvest Wheat Beer, Indiana Pale Ale, Red Rooster Ale, Farmer Jon´s Oatmeal Stout.

I morgen afgang mod Europa.
I første omgang Helsinki, hvor jeg helt sikkert vil nyde de 8 timers ventetid - inden British Airways bringer os til Aarhus - med at studere mumitrolde og Marimekko-trøjer i M&M´s-farver.

Tusinder på gaden. Rødt lys, grønt lys - de gule taxier. En politibil med skrigende sirener, der kører mod trafikken. Folk der vil købe cigaretter og den dunkende lyd af musik og Amy Winehouse´ jazzede stemme fra den nærmeste bar.

Snørrebånd gået op /// New York City, New York

Hej New York - Farvel New York - Hej New York - Farvel Impala

I dag har vi så været med i et sindrigt computerspil af den mere labyrintiske slags, mens Frau Himmler fortvivlet har råbt og skreget, at vi absolut skulle køre hendes forudbestemte vej. Hvis vi havde fulgt hendes arrige råd, var vi kørt direkte ind i 7 væltede træer og gennem 4 oversvømmede kryds, hvor bilen ville være blevet fuldstændig dækket af vand. Hver anden vej er afspærret med kegler og røde glødelys.
Irene har fået hærget en del i løbet af natten, viser det sig. Tilsyneladende umuligt at komme til biludlejningsstedet i Newark Lufthavn. Beslutter os for at droppe at aflevere Impalaen og i stedet køre til vores hotel på Manhattan. Endnu en forhindring: Freewayen mod New York City er også oversvømmet, en cirka halv meter dyb og 50 meter bred "flod" venter os, bedst som vi tror, vi endelig er på vej mod "Byen der aldrig sover" ... Ryger, mens jeg tjekker lidt op på, hvordan de andre biler klarer vandmasserne. Omsider er der en anden Impala, der kommer helskindet over på den anden side. Vælger at køre.
Ankommer til vores hotel på hjørnet af Lexington Avenue og 37th Street. Efterlader vores 100 kilo tunge bagage på værelset, før vi atter kører mod Newark, mens vi krydser fingre for at der en farbar vej til udlejningsstedet.
Det er der.
Næste problem er, at vi ikke på nogen måde kan komme fra Newark tilbage til Manhattan. Ingen busser, ingen toge, ingen taxier ...
Dollar-damen foreslår at vi lejer bilen endnu en dag (mod et mindre gebyr, naturligvis!) og så afleverer den ved et af deres udlejningssteder på Manhattan.
Hej igen New York!
Afleverer Impalaen med det samme. Ingen grund til at have en besværlig bil i New York i endnu 18 timer ... Når knapt nok at aflevere bilnøglerne før den er lejet ud til 2 midaldrende kvinder ... Firmaet er tilsyneladende uopmærksom på (eller fuldstændig ligeglad med) den gedigne ridse, jeg har påført Impalaen i et lettere kikset forsøg på komme ned i en besværlig parkeringskælder i San Fransisco.
Bilen kan umuligt have nået at blive rengjort ... Kvinderne kan så hygge sig med Maya og Calles afsuttede bolsje-rester.

Oversvømmelse /// Newark, New Jersey

Mens vi venter på Irene, spiser vi kage

En suveræn restaurant på hotellet, Strip House. Dæmpet rød belysning, lounge-musik og børn der ikke tyrer mærkværdigt legetøj efter stedets andre gæster. Efter to måneders rejsen ser jeg mig nødsaget til at bøje mig i støvet og erkende, at det er den bedste mad, vi endnu har spist. (Tror ikke engang ellers så herlige og billige Speedy´s i NY´s Midtown vil kunne slå denne herlige oplevelse).
"Irene Special" til forret i aften:
Østers ... Muslinger ... Kamchatka-krabber ... Blæksprutte ... Wasabi ... Hummer ... Kammuslinger ... Ceviche ... Goliat-rejer.
En døråbner der gnækker, da han vurderer vejsituationen.
En kalve-knogle med kød på - ufattelig mør ... Persille-salat og ovnstegt hvidløg med triumferende rosmarin-gren ... Kold og fed sovs fyldt med alt i verden.
Og så lykkes det endda Calle at finde en særegen metal-tingest i sin pasta. Et levn fra en opvaskebørste, bedyrer restaurantens bestyrer efter et hint fra vores tjener. Han, bestyreren, fortsætter med at være meget ked af situationen, selvom vi igen og igen påpeger at Calle allerede er mæt og slet ikke behøver nye portioner.
Som et plaster på vores overfyldte maver, forærer han os  halvandet kilo chokoladekage i 24 lag.
Calle beslutter sig hurtigt for, at han fremover altid vil have pasta og grave efter små metalgenstande.

"Irene Special" - Strip House /// Livingston, New Jersey

Måske får vi brug for en Plan B ...

Jeg troede ikke orkaner kunne ramme New York - og jeg troede slet ikke, de kunne lukke en hel by ned og slukke for toge, busser og de mangfoldige gule taxier. Vi har ved selvsyn de seneste dage set, hvordan TV kan være medvirkende til at piske en stemning op. Evakueringer, oversvømmelser, konstante opdateringer om orkan, overlevelsespakker, gamle billeder fra Katarinas hærgen, tornado-varsler mm. Begejstrede meterologer på strande i blæsevejr, billeder af tomme og regnvåde gader med træ-barrikader for vinduerne. Er Irene en 3´er og er hun på vej til at være den vildeste på østkysten - ever? (Bare mens jeg har skrevet det her, er Irene pludselig blevet en kategori 1).
På Cuba, dengang Dennis hærgede øen, var det nemt at følge: Strømmen gik, og så vidste man ligesom at man var midt i det (og gemte sig i et skab), mens Jacob søgte mod altanen for at ryge. Strømmen kom igen og man vidste at det var sikkert at bevæge sig ud igen.
Vi (mest mig) kan ikke gennemskue, hvordan vi skal få afleveret bilen i morgen og komme ind til New York. (Hotellet har på deres hjemmeside meddelt, at de ikke har ændringer i bemanding eller service, dog vil de ikke pålægge et gebyr, hvis man afbestiller i løbet af weekenden ).
Jeg ved man ikke skal spøge med vejret. Jeg kan jo også bare slukke for Weather Channel, men det fænger. Det er en syg cliffhanger, man skal falde i søvn på: Hvor er Irene i morgen og hvornår ved vi, hvad vi kan gøre?
Vi kommer nok til at få vejene mod Newark for os selv, men at strande ved et biludlejningsfirmas kontor med 2 børn og utrolige mængder baggage, står ikke øverst på min ønskeseddel. Vejrudsigten for torsdag ser ok ud, så forhåbenlig får det ikke betydning for flyveturen hjem. Skal man se en positiv ting er det nok at butikkerne er lukkede, så vi kan ikke komme til at bruge penge ...

Grape-drengen slår til i Ohio

På et motel i Richfield, Ohio, på vej mod vores måske stormfulde og i hvert fald regnfyldte ophold (Irene) i New York.
Øl-udvalget på restauranten ved siden af motellet lyder ikke for alt for spændende. En Shandy har jeg dog aldrig smagt før, så den bestiller jeg med et forventningsfuldt smil. Her kunne tjeneren jo nok være skredet ind og have afværget katastrofen ... Men hun stopper mig ikke.
En Shandy viser sig at være en i særklasse klam half-and-half: En halv øl spædet op med grape-juice (den anden halvdel). Øl er fint - Grape er også helt fin, en dejlig frugt. Sammenkoblet - som plus- og minusmagneter - forvandles de hver især til en gedigen rædselsfuldhed.

Apropos magneter har jeg i dag opfundet en ny pool-leg: "Vi er ALLE SAMMEN plusmagneter!!!"
Måske er jeg ved at være en smule træt af klæbende børn.
Maya har i længere tid gået under dæknavnet "Gaffa" - Calle er "Iglen".

Var på Motown Historical Museum i Detroit i dag. Har nu også oplevet at tysse på uengagerede børn i Studio A, hvor bla. The Supremes, Marvin Gaye og M. Jackson for mange år siden indspillede deres allerførste sange.
Nød bilturen gennem de hærgede og overbemalede områder lidt udenfor Detroits - i kulturel forstand - tempererede downtown. Vinduesløse fabrikker og højhuse, byggepladser sat på pause og uden fremtid (i den nærmeste af slagsen), hjemløse på gennempissede skummadrasser efterfulgt af værdige og aldrende sorte mænd i hørfarvede jakkesæt og stråhatte med sorte bånd, ventende på den næste begravelse.
Detroit er USA´s Liverpool - smuk i sit forfald..

Hitsville USA /// Detroit, Michigan

Detroit

Ingen jordskælv, ingen orkaner (som på østkysten og i Florida) i Detroit, Michigan.
Et gigantisk hotelværelse i et mikroskopisk græsk kvarter i den centrale del byen.
Glasglinsende skyskrabere ikke langt herfra. Mellem alt det nye, fine og dyre ligger gamle ølstuer og grafitti-overmalede forladte bygninger. Dybe bas-dunk fra de forbipasserende biler. Alt drejer sig tilsyneladende om musik, Piston og gedigne hængerøve. Kan ikke ryge uden at skulle dele ud af smøgerne. En "veteran", der ville spidde mig med et lille amerikanske lagkage-flag fik den sidste, så jeg slap med lidt venskabelig kno-mod-kno, en Detroit-hilsen - og han virkede glad.
At sprede lidt glæde er helt okay med mig.